onsdag den 5. marts 2014

Tur til Ayers Rock

Søndag d. 2.3. tog vi af sted på en 3 dags tur til Uluru (Ayers Rock) og deromkring. Turen var en guidet tur sammen med 19 andre mennesker i en minibus.
Vi skulle stå klar kl. 5.45 søndag morgen ude foran campingpladsen vi havde overnattet på. Da kl. var 6 kiggede jeg på mit ur og fik et kæmpe chok da kl. var 7!! Heldigvis kom bussen i samme sekund. Det vi ikke havde opdaget var, at dagen før var vi kørt ind i en ny stat nemlig Northern Territory og derved skulle vi sætte uret 1 time tilbage. Heldigvis havde vores telefon, som er vores vækkeur, opfanget det og derfor var vi ikke kommet for sent op J
Men vi kom med bussen og vi kørte af sted på den lange tur mod Uluru. Jeg tænkte at jeg kunne sove hele turen, men da vi lige var kørt satte bus chaufføren/guiden mega høj musik på, så dette var der ikke mulighed for. Dog efter 1 time sov hele bussen trods det høje musik.
Da vi var tæt på Uluru skulle vi præsentere os selv for hinanden. Her fandt vi ud af, at vi var sammen med folk fra hele verdenen. Der var tyskere, irer, en nordmand, en franskmand, schweizere, amerikanere, en englænder, en belgier, indere, en malaysier og en israeler.
Da vi kom til Uluru gik vi hele vejen rundt om klippen. Turen var på ca. 8 km, men der var sindssygt mange fluer, som gjorde en vanvittig. Vi havde selvfølgelig glemt vores smarte kasketter med flue net i, så vi havde en kamp med fluerne rundt.
Efterfølgende havde vi en times guidet tur ved Uluru, hvor vi så hulemalerier og hørte om Uluru og dets folk.
Klokken var blevet så mange at solen var ved at gå ned, så vi kørte ud til et udkigspunkt, hvor vi kunne se Uluru på afstand. Her var der rigtig mange mennesker og der kom 2 store busser med asiater, som havde deres kæmpe kameraer med. Vi så en mand, der havde 2 store kameraer hængende om halsen og et lille i hånden!!
Mens solen var på vej ned lavede vores guide lækkert mad til os. Det var vildt at se den store farveændring på stenen. Vi kørte til vores lejr, hvor vi skulle overnatte under åben himmel. Vores seng var en såkaldt swag, som er en madras pakket ind i noget stof. Der var nogle der var lidt bekymret for krybdyrene der ville nærme os om natten, men så fortalte vores guide om monsterflappen som var på swagen. Dette er en flap som man kan tag over hovedet og så kan de ikke gøre én noget J Man kunne også lave en rende rundt om ens swag, så ville slangerne ikke komme nær en. I de 4 uger vi har været her nede har jeg ikke sovet så godt som jeg gjorde denne nat.

Mandag. 3.3.
Vi blev vækket af vores guide kl. 5, hvorefter vi hurtig pakkede sammen og kørte ud til det samme udsigtspunkt som dagen før. Her så vi solopgangen over Uluru og fik morgenmad inden alle fluerne kom. Endnu et rigtig flot syn over Uluru.
Herefter kørte vi over til Kata Tjuja (The Olgas), som er mange klippeformationer og er ligesom Uluru et helligt sted for Aboriginals. Her var vi på en 3 timers hike med lidt terræn. Dagen før overgav vi kampen mod fluerne og købte fluenet, så vi var forberedte. Vi gik turen meget tidligt, for at undgå varmen som ville blive omkring 40 grader.
Efterfølgende satte vi kursen mod Kings Canyon. På vejen dertil så vi Mt. Conner, hvilket er et bjerg, som mange forveksler med Uluru. På den anden side af vejen var der en ret stor saltsø, hvilket også var et flot syn. Vi skulle overnatte på King Canyon Station, som er en farm med dyr. Her var der en pool, som vi hurtigt kom i. Om aftenen havde vi bål og hygge. Vi sov omkring bålet, hvilket var ret varmt.


Tirsdag d. 4.3. blev vi vækket kl. 04:30, da der var et stykke ud til Kings Canyon.  Hiken startede kl 6:20 op ad ”Heart attack trappen”, som guiderne kalder den. På vores tur rundt fortalte vores guide, hvordan kløften var opstået.
Midt inde i det hele var ”Edens Have”, som var en lille oase. Her var der et rigt plante- og dyreliv. Herefter gik vi op til et udsigtspunkt sammen med mange andre grupper. Her kunne vi også se det sidste stykke af klippen der var faldet af tilbage i 1930.
Tilbage af turen var der en meget lang køretur tilbage til Alice Springs. På vejen dertil kom vi forbi en kamelfarm, hvor man kunne købe en kameltur til 7 $. Det var en lidt sjov oplevelse at sidde på sådan et dyr.
Vi kom til Alice Springs kl. 16. Her fik vi et velfortjent bad og så gik turen ind mod byen, hvor vi skulle spise med hele gruppen. Dette var en rigtig hyggelig måde at afslutte en rigtig god tur på.

Onsdag d. 5.3.
I dag stod vi op og startede vores tur nordpå mod Darwin. Vi kørte en kort tur på 4 timer til Wycliff Well, hvor vi er nu. Her har vi fået vasket tøj og slappet af. Der er rigtig mange af de indfødte som kommer her for at drikke øl og spille pool. Imens vi skrev blog kom der er par af de indfødte hen til os og ville snakke med os. Først var de rigtig søde og fortalte om hvor søde de er. Men da én af dem troede vi sad og skrev om ham, ændrede han lidt karakter. Han ville ikke høre på os, så vi pakkede hurtig vores computer sammen og pussede ejeren på ham. Nu har de brugt alle deres penge på øl og er heldigvis på vej hjem igen, så nu kan vi komme op og få aftensmad. 

Thomas og Helle
Lorte fluer
Uluru
Rigtig mange turister. Gad vide, hvor mange der er i højsæsonen
Uluru i solnedgangen 
Helle i hendes swag. Den var ret swag ;)
Uluru i solopgangen
Kata Tjuta - The Olgas
Kings Canyon 
Damen med fluenettet og en tilfældig turist
Yeeehar
Lidt spas på campingpladsen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar